Kære medlemmer af DOF-Sønderjylland

I ønskes hermed alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Året 2022 blev så glædelig vis året, hvor vi igen kunne holde vore arrangementer og ture uden de store restriktioner – ja, vi har jo næsten glemt, hvor problematisk det hele var under corona-tiden.

Og heldigvis kunne vi jo i år holde generalforsamlingen som planlagt i februar på Hotel Østersøen i Aabenraa, samt afholde vore øvrige planlagte ture og aktiviteter – herunder en fin tur for særligt aktive medlemmer af lokalafdelingen til Gyldenstens Enge på Nordfyn.

2022 blev også året, hvor lokalafdelingen startede optælling af engfuglene på den sønderjyske østkyst. Projektet er toårigt, så der vil blive talt igen i 2023. Det første år viste, at der trods alt yngler en del strandengsfugle på østkystens strandenge – ikke så mange som ”i gamle dage”, men dog i lidt større antal, end vi havde regnet med. Især stor præstekrave overraskede ved at yngle rigtigt mange steder, mens de arter, der er knyttet til de fugtige enge, er blevet mere sjældne. Og så var det glædeligt at finde ca. 50 par ynglende ederfugle på Katholm i Augustenborg Fjord, som det eneste sted i Sønderjylland, idet tidligere yngleforekomster på Rømø og Årø ikke findes mere. Foruroligende er det at konstatere, at toppet skallesluger er ved at forsvinde som ynglefugl fra vores område – formentlig af klimatiske årsager. Den toppede skallesluger er jo en nordlig art, der får svært ved at trives i et varmere klima.

Også i år kan jeg personligt skue tilbage på mange berigende fugleoplevelser her i vores del af landet.

Som bosiddende på østkysten er det jo altid en god oplevelse at besøge Vadehavet og marsken og opleve de store flokke af gæs, svømmeænder og vadefugle, der står på marskengene eller breder sig så langt ud over vaden, som øjet rækker – så man næsten ikke ved, hvornår man skal holde op med at tælle prikker.

En særlig oplevelse var det også at se en lille flok Stylteløbere og endog se to par rugende. Det ene par tæt ved grænsevejen mellem Margrethe Kog og Rickelsbüller Koog og det andet par ved diget i den østlige del af Margrethe Kog.

Her på østkysten har jeg især haft fornøjelse af at være med i engfugletællingerne, idet jeg har talt ynglende engfugle på Trillen ved Høruphav, ved Fjordmosen på den alsiske østkyst og ved Dynt Strandmose på Broagerland. Tre meget naturskønne områder, der ud over fuglelivet også har budt på flotte, frodige østkystlandskaber i forårs- og sommermånederne.

Og nu står 2023 så for døren, forhåbentlig igen med mange gode oplevelser ude i naturen. For mit vedkommende igen med engfugletællinger – og sikkert også ture vestpå, hvor vi kan glæde os til et par nye områder med forbedrede forhold for fuglelivet, idet der er positive tiltag i gang ved Margrethe Kog Nord og ved Juvre på den nordlige del af Rømø. Disse tiltag kan du høre mere om på vores årsmøde i Ballum til februar. Så måske ses vi der. 

De bedste julehilsner

Gert Fahlberg, formand DOF-Sønderjylland. 

DOF Sønderjylland
22. december 2022/mliin