Flere sønderjyske statsskove skal være urørt

 

Danmark får mere urørt skov. Regeringen og aftalepartierne bag finansloven har besluttet at stoppe den kommercielle skovdrift på næsten 9.000 hektar i statsskove og retningslinjerne, der skal følges i de urørte skove er vedtaget.

I løbet af 2021 skal der laves en forvaltningsplan for hvert af de omfattede skovarealer, så det bliver fastlagt f.eks. hvilke træarter, der skal tages ud af skovene, hvor der skal lukkes grøfter eller hvor der skal hegnes og græsses.

”I nogle skovområder vil der ske store forandringer, siger skovrider Inge Gillesberg. Mest markant bliver det de steder, hvor hele bevoksninger af ikke hjemmehørende træarter f.eks. sitkagran og douglasgran bliver fældet. Med tiden vil det også blive tydeligt, at skovene bliver mere våde, når grøfter lukkes.”

I løbet af august måned inviterer Naturstyrelsen Sønderjylland til borgermøder, hvor der bliver mulighed for at høre om og drøfte de tiltag, som forventes at blive iværksat i de enkelte skovområder.

”Naturstyrelsen vil gerne invitere til dialog, fortsætter Inge Gillesberg. Mange borgere har stort engagement i det skovområde, som de måske bruger dagligt. Borgerne skal kende til planerne og have mulighed for at komme med input.”

Der er planlagt følgende borgermøder – alle dage kl. 19 – 21. Mødested vil fremgå af annoncer i dagspressen og på Naturstyrelsens hjemmesiden: https://naturstyrelsen.dk/lokale-enheder/soenderjylland/

Søgård skov, tirsdag den 10. august 2021

Kelstrup Fredskov og Hønsnap skov, mandag den 16. august 2021

Pamhule skov, tirsdag den 17. august 2021

Gråsten dyrehave og Rinkenæs skov, mandag den 23. august 2021

Rise, Søst og Langbjerg skov, tirsdag den 24. august 2021