Da uglen flyttede i kollektiv - næsten.
Historien starter en del år tilbage, da jeg kom forbi en af de lokale landmænd. Han havde lige fældet et gammelt birketræ, det viste sig at være hel hul. Så vi talte om, at det var godt, at det ikke var taget af stormen og lagt sig ned over maskinhuset. Jeg foreslog ham, at han kunne lave en uglekasse ud af stammen af birketræet. Vi havde nemlig hørt natuglen tude, nogle aftener i forvejen. Så cyklede jeg videre og tænkte ikke mere over det.
Men da jeg kom hjem fra job næste dag, havde der været en traktor i vores gårdsplads og der lå en stort hul birkestamme. Så var det jo bare med at komme i gang med at bygge. Der blev sat tag og bund på stammen, efter den var skåret lidt til. Der blev også skåret et hul plus monteret beslag, så vi kunne gøre den fast, når den skulle hænges op i et træ. Landmanden have et lille stykke skov, hvor den skulle hænges op. Så kunne han holde øje med kassen, hjemme fra. Det var bare lige hen over den våde eng.
Dagen kom hvor den skulle hænges op, men der var bare det lille problem, at kassen den var tung. Bare det at få den slæbt ind i skoven var ved at tage pusten fra os. Nu skulle den så 6 m op i et egetræ. Vi måtte have fat i et langt reb, og det var der en anden landmand der lå inde med, så det lånte vi. Jeg måtte noget længer op i egetræet for at få rebet rundt om en gren og ned til en traktor, der så skulle trække den op på plads. Det gik godt og det blev fejret med en god frokost.
Så var der bare at vente på at uglen skulle flytte ind. Resten af vinteren hørte vi tit uglen, så den måtte jo være flyttet ind. Det blev forår og sommer, min nabo sender en sms, at nu havde de ugleunger i haven. Det var skidt at han nu havde ugleunger i haven, uden at gøre andet end at drille os, der sat kasser op med traktor. Det var en lettelse at se, at det var unger af skovhornugle som var i naboens have, som havde brugt en efterladt husskaderede, at yngle i. Men så kom der heldigvis natugleunger i skoven. Vi var meget stolte af, at vores kasse projekt havde båret frugt, allerede første år. Også fordi vi var blevet kent/drillet med, at det var os som satte uglekasse op med traktor.
Hen på sommeren var vi oppe for at se ind i kassen, bare for en ordens skyld. Der var spindelvæv for hullet, og alt var som da vi hængte kassen op. Så uglen havde åbenbart selv fundet et naturlig rede hul i skoven, den fandt vi aldrig.
Året efter havde vi igen sat næsen højt, i håb om vi fik ugler i kassen. Vi hørte jo stadig natuglen tude.
Det gik så helt skævt det år. Der var kommet mår i skoven. Flere af de andre opsatte fuglekasser blev bogstavligt talt flået i stykker. Tårnfalken der boede lidt længere henne i skovbrynet flyttede også.
Så var gode råd dyre, men vi måtte ikke tabe kampen om at få ugler i vores kasse til en mår. Vi gik ind i våbenkapløbet med rank ryg. Tårnfalkens kasse blev pillet ned, men den tunge uglekasse gik lov til at blive hængende.
Landmandens maskinhus måtte stå for skud. Der blev sat tårnfalkekasse op i den ene gavlende, og der kom en uglekasse op i den anden ende. Der har så ynglet natugle i kassen lige siden. Tårnfalkene flyttede også ind, men de første to år, komme der ikke noget ud af de lagte æg. Om de har været golde, eller de har opgivet forsøget, ved vi ikke, men der blev efterladt 4 æg det første år og 5 æg andet år.
I 2018 satte vi så en slørugle kasse op inde i maskinhuset, nabogården havde nemlig væltet nogle bygninger hvor vi regnede med at sløruglen holdt til, så den blev også inviteret ned til maskinhuset.
Sløruglen kvitterede promte, den valgte at sidde lige over traktoren, hvor den så som tak, lagde gylp og hvid lort på traktorens førehus. Men den var flyttet ind, vores humør var i top, lige til den dag hvor der ikke længere kom nye klatter på traktoren.
Vi måtte op i kassen for at tjekke, og der lå masser af døde mus og gylp. Men der lugtede også fælt af mår. Maskinhuset er af ældre dato, så det er med hanebånd. Det havde måren brugt til at komme ind i sløruglekassen. Det var mere end hvad en Sløruglefamilie ville finde sig i, så de flyttede.
Så er det blevet 2019, vinteren havde været mild. Så allerede i marts, så vi en Natugleunge sidde i hullet. Sløruglen havde vi ikke set/hørt mere til, siden den flyttede. Der var vist 2 natugle unger, men da de fløj fra kassen, hørte vi kun 1 unge tigge. Tårnfalken var stadig ved kassen i den anden gavlende.
Det blev sommer, Tårnfalkene havde haft held med ynglen i år. Der var var fyldt i kassen, 6 unger kunne nu se ud i den store verden. Det skulle fejres, derfor tog jeg min cykel ned til landmanden. Da jeg cyklede forbi Natuglekassen, syntes jeg der var noget der bevægede sig inde i kassen. Jernhesten blev bragt til standsning, men jeg kunne ikke se noget.
Vi sad i gårdspladsen og nød solen, vi kunne høre, hver gang de gamle tårnfalke kom med en mus. Jeg fortalte, at jeg syntes at der var noget i natuglekassen. Landmanden fortalte, at der var begyndt at komme klatter på hans havetraktor. Det var slørugle klatter, den var altså tilbage.
Vi var lidt rundt i maskinhuset, men kunne ikke finde sløruglen. Landmanden skulle på ferie, og jeg skulle passe gårdens katte. Så jeg stod tideligt op den første dag, til mit nye fodermester job. Forsynet med kikkert listede jeg af sted, for at se om jeg kunne se hvad der var i natuglekassen.
Allerede den første morgen var der gevinst, der sad en stor slørugleunge, med hovedet ud af natuglekassen. Da den så mig trak den sig, men jeg kunne skimte den inde i kassen, den var jo for nysgerrig til bare at dukke sig. De næste dage forløb på samme måde og til sidst var jeg så kendt, at jeg kunne se 3 slørugler.
Kattene skulle have mad inde i maskinhuset. Den ene morgen, da jeg var i gang med at fodre, så jeg en slørugle flyve ind i sløruglekassen som sad indenfor. Jeg nåede ikke at se om det var en voksen eller en unge der forsvandt ind i kassen.
Da de blev ringmærket, besøgte vi også kassen indenfor. Der var 2 gamle slørugler, plus et æg i kassen. En af de gamle fugle havde ring på, jeg har dog ikke i skrivende stund, hørt hvor den er mærket. I Natugle kassen var der 3 unger der blev mærket.
Så den natuglekasse har der da været tryk på. Det er selvfølgelig ikke holdbart. Så til vinter piller vi natuglekassen ned igen. Den sidder på ydersiden, hvor sløruglens kasse sidder på indersiden. Så vender vi sløruglekassen om og skærer et hul i blikpladen, så der bliver indgang udefra, så måren ikke kan komme ind. Natuglekassen bliver så hængt op i et træ, som vi må se om vi kan sikrer mod måren. Slørugle ægget fra kassen er blevet forladt, måren har været forbi, den har lagt en lort på kassen.
Men 2019 har været et godt år for vores kasser på maskinhuset. 2 kuld ugler og et kuld Tårnfalke. Der skal masser af mus, til at mætte så mange munde. Vi har næsten kun marker der bliver drevet økologisk, i nærområdet. Plus de økologiske køer der er på græs, så Stære har vi også rigtig mange af.
Selv om man tit hører Natuglen og Sløruglen skændes om natten her på egnen, er der ikke mere uvenskab, end man kan dele adresse. Så uglerne er ikke flyttet i kollektiv, og det gør de nok heller ikke.
Ps. Kasserne er på privat grund og kan ikke ses fra offentligvej.
Men der er masser af andre ugler derude i naturen.
Alle fotos er taget med mobiltelefonen, gennem håndkikkert. Dog ikke de håndholdte Slørugler.
Mvh.
Aleks.
