Fugleture giver uventede oplevelser
- Skrevet af Jørn V. Sørensen
Fredag den 11. oktober 2024 opgav jeg min NOVANA-tælling ved Bankel nor. Meteorologerne havde lovet stormvejr i den nordlige del af Jylland og kuling andre steder natten til fredag. Så vidste jeg, at der ville være alt for høje bølger på vandet til at jeg kunne se, hvad der lå derude. For dem der vil vide mere om NOVANA er der et link her: NOVANA - overvågning af natur og vandmiljø - Miljøstyrelsen (mst.dk)
Jeg kunne så klare tællingen mandagen efter, hvor jeg var så heldig at finde 5 nordiske lappedykker i noret.
Så i stedet for at tage til Bankel Nor aftalte jeg med min søn, at jeg besøgte ham i Tønder, når han havde fået fri fra arbejde om fredagen. Så kunne vi få ryddet op i hans lejlighed og kørt på genbrugspladsen.
Men det blæsevejr natten til fredag måtte da give noget med sig. Så jeg satte vækkeuret til at ringe kl. 6.30. Så kunne jeg køre til Rømø før jeg kørte til Tønder.
Jeg glæder mig over, at det ikke er som i 70'erne før jeg fik kørekort. Da startede jeg knallerten 3 timer før solopgang for at kunne være ved Blåvand ved solopgang.
Nu har jeg kun en god times kørsel i en lun bil fra Haderslev til Rømø.
Jeg kom ud af døren kl. 7.10 og parkerede bilen på Lakolk strand og kunne starte mine observationer kl. 8.20.
Så jeg en sule eller 2, så syntes jeg at dagen ville være reddet.
Der gik nu over en halv time før der skete noget. Med håndkikkert fra førersædet kunne jeg godt se 2 fugle langt ude som godt kunne være adulte suler. Jeg måtte ud af bilen, have teleskopet fundet frem og placeret mig i læ bag bagsmækken af bilen. Ganske rigtigt det var 2 udfarvede fugle, der trak mod nord der langt ude – tiden blev noteret til kl. 8.54.
Så skete der endelig noget for bare et minut senere kom der en 3k sule på ganske tæt hold. Den skulle også mod nord.
Selvom jeg stod i læ bag bilens bagklap var det alligevel koldt at stå der i blæsten. Så var det godt at jeg havde taget kaffen med. Jeg satte mig ind og fik skænket den varme kaffe op. Efter første mundfuld brugte jeg så min håndkikkert til at se efter om der var nye suler på vej. Så sker der det at jeg ser noget meget mørkt på lang afstand flyve mod nord. Den var skiftevis et pænt stykke over horisonten og skiftevis under horisonten. Så var det med at komme ud! Kaffen blev hældt ud i sandet på stranden og jeg nåede at få teleskopet sat op igen og se fuglen så godt at jeg var sikker på at jeg havde spottet min første sodfarvede skråpe for Sønderjylland. Jeg havde fuglen i det bedste medlys. Tiden blev noteret til kl. 9.17. Da jeg kom hjem kunne jeg på www.ornitho.de læse, at kl. 9.04 havde en sodfarvet skråpe passeret Westerland på Sylt. Hvis det var samme fugl, så flyver de hurtigt sådanne skråper. Men de har jo også meget lange og slanke vinger.
Jeg blev på stranden til kl. 10.20, hvor adskillige trælse tyskere havde parkeret deres biler foran mig. En flok unge mennesker havde sågar parkeret i noget løs sand. Så da de ville bakke derfra bevægede bilen sig mere nedad end baglæns. Heldigvis var der mange på stranden, der kunne hjælpe.
De 2 timer på stranden gav i alt 8 suler, 7 rødstrubede lommer og så den der sodfarvede skråpe.
Efter strandturen kørte jeg ad Småfolksvej for at se om der ikke skulle være bare en skægmejse. Heldig som jeg var, kom en flok på 8 ind over mig, hvor jeg kunne høre deres fine kald. Jeg havde været flere gange forbi i år uden at støde på arten.
Med sådan en god start på dagen måtte jeg da også kunne finde en hvidbrynet løvsanger på den sydlige del af øen. Det lykkedes sidste år.
Jeg kørte ud på Helmusager og parkerede bilen halvvejs ude. Herfra gik jeg ud ad vejen med golfbanen på venstre side og først Stormengene og dernæst Landsende på højre side.
Der var en del rødhalse, gransangere og fuglekonger – men ingen hvidbrynet løvsanger. På vejen tilbage valgte jeg så at blive på diget, der hvor jeg kunne komme ud på Helmusager til højre. Efter få hundrede meter kan man så forlade diget og gå ad en sti gennem noget lav bevoksning for at komme tilbage til Helmusager. Der et stykke foran sad en ny turart oppe i et træ. Den blev noteret i bogen som en rørspurv.
Dværgværling. Foto: Jørn V. Sørensen
Da jeg kom tættere på hørte jeg fuglen kalde. Den sagde ikke som en rørspurv. Den sagde tik og det gør rørspurve ikke. Heldigvis havde jeg mit kamera med, selvom det er forfærdeligt tungt. Jeg fik taget nogle rimelige billeder og fik kigget på dem.
Jamen dog det var slet ikke en rørspurv men en dværgværling. Dværgværlingen var åbenbart tillidsfuld, for den tillod at jeg fik taget flere billeder.
Da jeg forlod øen om eftermiddagen havde jeg haft en af mine bedste dage derovre. Og jeg nåede også at besøge min søn til tiden og fik fyldt bilen med ting til genbrugspladsen.
Dværgværlingen er den første i 6 år, der bliver observeret i Sønderjylland.
