Har sløruglen et boligproblem.
Når man en mørk aften, møder den lyse ugle i billygternes skær, bliver man som regel overrasket, dernæst glad. Man tænker, ”Der var jeg sgu heldig at få lov at se en af naturens lydløse fugle”.
Måske er man også i tvivl om hvilken ugle man så. Vi ser jo ikke uglerne så tit, at man er helt dus med et lynglimt, af en vinge eller en ryg. Hvis man ikke er så heldig, at uglen flyver et stykke tid ved siden af bilen. Det har jeg oplevet et par gange, selvom der varede kort. Man tænker også, ”Hvor mon den bor”. Man kan også finde på, at køre samme vej en anden aften. Bare for at se om man igen kunne være heldig, at for et glimt af uglen. Men det er sjældent at man vinder i ”lotto” to gange i træk.
For hvor bor sløruglen om dagen. Sløruglen vil jo gerne ind i en bygning, men vore bygninger bliver mere og mere lukkede. Andre ældre utætte bygninger, bliver væltede og de forsvinder for altid.
Så er der de store kvægbrug tilbage, hvor der går flere hundrede malkekøer i store åbne stalde. Her er åben 24-7-365 - næsten som ved McDonald´s. Bygningerne er store og er åbne, men det er bare ikke altid, der er så mange mørke hulrum, hvor sløruglen kan lægge sine æg. Sløruglen er jo kreativ og vil lægge sine æg. Der er også de store haller med halm til køerne, som ofte er åbnet døgnet rundt. Her skal sløruglen måske dele laden med måren, der også har unger som skal have mad. Derfor er der fare for, at uglens æg og unger er på menuen.
I sommers ringede en landmand. Han sagde ”Der er tre ugler i mit gamle maskinhus, hvor jeg er ved at køer halm ind, dem skal du komme og se”. Der sad tre store slørugleunger og så på at laden blev fyldt med halm. Hvor de havde ynglet blev ikke opklaret. Men hvis de igen skulle yngle i det gamle maskinhus, skulle der hjælp til, for nu kunne måren også komme alle steder.
Vi aftalte, at jeg skulle bygge en kasse, så fik han tømrerne til at sætte den op. De var på gården alligevel for at udvide kostalden.
På mit job var der nogle træplader, der skulle smides ud. I stedet kom de med mig hjem, og så kunne byggeriet af sløruglekassen gå i gang. Pladerne blev savet op, der blev også slæbt flere plader med hjem i bilen. Kasserne blev samlet, og det blev til fem sløruglekasser.
Jeg tænkte, ”Så mange kasser kommer jeg da ikke bare lige af med”. For så mange slørugler er der jo slet ikke. I hvert fald ikke i mit nærområde. Hvordan skulle jeg komme af med dem? Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve at banke på ved større mælkeproducenter. For at hører om jeg ikke skulle hænge en kasse op, i en af de store bygninger som de har stående åbne.
Den første jeg ville opsøgte var en økologisk mælkeproducent. For jeg tænkte, at en økologisk landmand må da have interesse i at få en sløruglekasse op at hænge. Det var lidt grænseoverskridende at skulle opsøge ham.
Jeg tog mod til mig, stoppede ham på hans traktor, en dag han kom forbi. Han havde sit barnebarn med på 3 år. Barnebarnet snakkede så meget, at vi næsten ikke kunne tale sammen. Vi fik dog aftalt, at jeg skulle komme forbi en dag, så vi kunne aftale det mere praktiske, for han syntes det lød spændende.
Jeg var forbi, og vi var rundt i de store bygninger, for at se hvor kassen kunne hænge. Jeg kunne bare udpege et sted, hvor den skulle hænges op, så ville han hjælpe med en gummiged. Valget faldt på en foderlade, hvor der ikke var plader på gavlenden, så uglen kunne komme ud og ind, når den ville.
Landmanden spurgte, om jeg også havde en ugle med. Jeg var måske lidt fræk, da jeg sagde ”Jeg er ikke fra EU, resten skal naturen nok selv klare” Han grinede og sagde, at han skam så en ugle i stalden, når han var ud for at sige godnat til dyrene. Vi fik aftalt, hvornår vi skulle hænge kassen op, og så var der kun det praktiske tilbage. Det blev en eftermiddag vi skulle hænge kassen op. Da jeg mødte op den aftalte dag, sad der en plade, der hvor kassen skulle sidde. Landmanden havde da haft en tømre ude, for at sætte en plade op, som så kassen kunne monteres på.
Kassen og jeg kom i skovlen på gummigeden. Jeg blev hejst op, men jeg kunne ikke nå. Ingen problem sagde landmanden, ”Vi tager bare en bigballe i skovlen på gummigeden, så kan du komme 120 cm højre op”. Så jeg balancerede oven på bigballen, blev hejst op, fik kassen skruet fast, kom ned igen. Havde det været på mit job, havde jeg nok nægtet at stå der på en balle i den højde. Men for uglens skyld.
Så var jeg kommet af med to af de fem kasser. Så var der tre tilbage. Men med den positive behandling ved kasse 2, gik jeg i gang med at finde flere kvægbrug.
Kasse 3 kom også op at hænge i stalden ved en økologisk mælkeproducent. Han så også slørugle i sin stald ved aftenstide. På nabogården havde man også slørugle. Han havde selv været henne for at se dem, og der havde været mindst fire unger i stalden i 2019.
Kasse 4 kom op at hænge i foderladen ved en konventionel mælkeproducent. Han var først begyndt, at se slørugle i sin stald ved nattetide efter høsten 2019. Men havde fundet en død slørugle i laden, for nogle år siden.
Kasse 5 kom også op at hænge i stalden ved en konventionel mælkeproducent. Han så også slørugle i sin stald ved nattetide. Han håbede, at sløruglen måske kunne gøre noget ved alle de duer, han havde i stalden. Jeg lovede intet.
Gården - der ligger ved Arnum - havde en kirkeuglekasse hængende. Den var fra hans fars tid på gården, og det var fra dengang der stadig var kirkeugler i Arnum. Den havde dog aldrig været i brug. Vi gav hinanden håndslag på, at denne nye kasse ikke var sat op til pynt, men for at blive brugt.
Så var alle fem kasser sat op. Jeg er blevet taget meget venlig imod, måske med lidt skepsis i begyndelsen. Men alle har givet sig god tid til at hjælpe. Det har også givet nogle interessante samtaler omkring fugle på markerne, og hvad der skal ske med de våde enge.
Fælles for mange af de landmænd jeg har mødt, er at de kalder sløruglen for vinteruglen. De ser næsten kun sløruglen, i vinterhalvåret, hvor der er mange mørke timer i døgnet.
Nogle kan også huske så langt tilbage, til den gang der var vinter og snedækket i Danmark. Så jager de i de store stalde, og på samme tid ser man ingen spurve i staldene, for de er flygtet fra sløruglen. Så jeg tænkte ”Det var det”, men nu var rygtet kommet ud, så nu gik det den anden vej. Nu er landmændene begyndt at komme til mig, så nu stå jeg og mangler plader, til flere sløruglekasser. Det har dog også løst sig, for jeg har fået plader fra forskellige landmænd.
Nogle landmænd bor forholds tæt på hinanden. Men jeg tror, hvis der bare er omkring mindst en kilometer mellem ejendommene, og der er nogle våde afgræssede enge. Så kan der vist godt bo et par på hver ejendom.
Jeg er selv blevet overrasket over, hvor mange slørugle der er der ude i det danske landbrugsland. I hvert fald, hvis man ser på hvor mange der bliver tastet ind i DOF basen. Jeg har selv prøvet at tælle, på en lille køretur. Turen blev på 5,2 km, på en zigzagtur, ad små veje. Her fik jeg talt fem gårde hvor der yngler slørugle.
Det er selvfølgelig ikke retvisende for hele landet. Der er selvfølgelig ikke samme tæthed af malkekvægsbesætninger i hele landet. Men i dele af landet har Sløruglen sikkert et boligproblem.
Men med de dystre briller på, kan man jo sige, hvis vi i CO2 øjemed ikke vil spise oksekød længere eller drikke mælk. Så har vi ikke længere noget kvæg til at afgræsse de våde enge. Men det er jo en helt anden snak. Jeg vil nu stadig sætte tænderne i en god bøf med stor glæde. Bare bøffen har været ude i det grønne, før den kom på min tallerken.
Jeg har aftalt med landmændene, at jeg hemmeligholder, hvor der er sat kasser op. Ikke fordi de ikke vil have besøg af fuglekikkere, men fordi de er plaget af indbrud ved nattetide. Kommer der så biler efter mørkets frembrud, bliver familien nervøs og ved ikke om der lusker banditter rundt på ejendommen.
Håber at I alle for lov til at møde en ugle derude i lygternes skær, eller på anden vis.
Held og lykke.
Tekst og foto: Aleks Lund
