Historien om den gamle ørn
Af Jesper Tofft
I sommer fandt jeg tilfældigt resterne af en død havørn. Der var fjer tilbage, nogle få knoglestumper og kraniet. Resten må være fjernet af ådselædere, sikkert en ræv. Fundet blev gjort kun 100 meter fra reden for Hostrup Sø-parret. De hvide halefjer afslørede, at det var resterne af en voksen havørn.
Men – der lå også noget metal i skovbunden – en farvering. Billede af ringen samt fotos af fjer blev sendt til den slesvig-holstenske havørneekspert Bernd Struwe-Juhl, som sammen med kolleger fandt frem til at ørnen var født i én af 3 mulige reder i Kiel-Plön-området i 1993. Udover farveringen, som jeg fandt, skulle der på det andet ben sidde en ring med nummer, som kunne afsløre præcis i hvilken rede ørnen blev ringmærket som unge i 1993. Men jeg kunne ikke finde den anden ring.
Fjer og rester af klør på fundstedet . foto: Jesper Tofft
Ud fra tilstanden på resterne af ørnen blev det vurderet, at den måtte være død i det sene efterår 2020. Den blev altså hele 27 år gammel. Og at det var en han.
Ydermere viste det sig, at farveringen var den samme, som på et foto taget af afdøde naturfotograf Leif Bjørn Petersen ved Hostrup Sø i sensommeren 1996, hvor den som kun 3-årig havde ynglet med succes, og fået én unge på vingerne. Og i den tidsmæssigt anden ende blev samme ørn også fotograferet af Kaj Verner Sørensen ved reden med unge i sommeren 2020. Dvs. at alt tyder på, at der kun har været denne ene og samme hanørn i Hostrup Sø- territoriet lige siden 1995.
Dermed kan vi også sige, at opgørelsen af unger i dette ørne-territorium i perioden 1996-2020 er på hele 37 unger – alle med den samme far! Derimod er vi ret sikre på, at der har været mindst 3 forskellige hunner involveret i denne periode. Det er en sjælden stor og imponerende ungeproduktion af den samme ørn. Kun i 4 ud af de 25 ynglesæsoner, hvor den gamle ørn var far i reden, er ynglet kikset (1997, 2011, 2015 og 2019), og de andre 21 år har altså givet tilsammen 37 unger. 7 gange én unge, 12 gange to unger og 3 gange hele 3 unger.
I den periode har ørnen ynglet i 5 forskellige reder fordelt på to nærliggende skovstykker. De 3 første reder var bygget i bøg, de næste i eg og ædelgran.
Ørnehannen nær reden, juni 2020. Foto. Kaj Verner Sørensen
Denne historie rummer også en anden side om mennesker og kontinuitet. Samme Bernd Struwe-Juhl, som er nævnt ovenfor, havde jeg sammen med to af hans kolleger, sat stævne ved Hostrup Sø en tåget januardag i 1996. Til stede var også de lokale ornitologer Thorkild Juhl og Hans Harrestrup Andersen – og altså mig selv. Vi var samlet for at søge efter den formodede ørnerede, som måtte være et sted i skovene omkring Hostrup Sø. Vi havde dog i forvejen set i hvilken retning ørneparret, som vi havde set sammen siden sommer 1995, fløj til overnatning. Der måtte reden kunne findes. Og det lykkedes faktisk at finde reden efter et par timers søgen.
Nu afdøde Thorkild Juhl (1946-2020) blev dén person, som i årene fremover primært holdt øje med dette ørnepar. Jeg selv var lidt mere på sidelinjen. Thorkild var utroligt passioneret omkring ørneparret, og med stor iver holdt han løbende øje med dem. Det var en stor dag, da vi i teleskop, og godt skjult under et bøgetræ, i maj 1996 kunne kigge direkte op i reden og se de to ørne fodre den lille ny med små bidder af en fisk. Her sås også, at den kun 3-årige han ikke var helt udfarvet, idet den havde både hvide og brune fjer i halen.
Sammen med en unge fra reden ved Bankel Sø, var det de første to udfløjne ørneunger i Danmark i 40 år. Så opmærksomheden fra både offentlighed og de danske fuglekiggere var enorm, og vi var meget nervøse for om den store interesse skulle betyde forstyrrelser ved reden.
Året efter, i 1997, rugede ørneparret igen i samme rede, men opgav undervejs – muligvis pga. forstyrrende dræningsarbejde over nogle i dage i skoven tæt på reden. Den passionerede Thorkild Juhl var helt slået ud over det. Som jeg husker hans kone Anne Marie sagde det: ”Han er helt nede i kulkælderen”. Men som det går ned, går det op igen. I efteråret 1997 byggede parret en ny rede ca. 200 meter fra den første, og opfostrede i sommeren 1998 endnu en unge. Og så var vi glade igen.
Thorkild døde af en kræftsygdom i efteråret 2020 – ca. samtidig med den gamle hanørn. Som hans gode ven, Kaj Verner også udtrykte det, var det tankevækkende – ”manden og hans ørn”.
Så de samme folk har på det nærmeste fulgt ørnen fra den blev ringmærket i Slesvig-Holsten i 1993 første gang til den blev fundet død med samme ring ved siden i juli 2021 (men altså død mindst et halvt år før).
Ring, som viser at ørnen er ringmærket som unge i Slesvig-Holsten i 1993. Foto Jesper Tofft
Med til historien hører også, at der i marts 2021 igen var et rugende ørnepar i reden. Men altså en ny han. Fuglene opgav dog af ukendte årsager rugningen, så altså ingen unger i 2021.
Denne historie er således også en historie om havørnens meget succesfulde genindvandring til Danmark siden midten af 1990’erne. Den gang var det nærmest en sensation, mens man nu ser havørne overalt.
Se også artiklen: ”20 år med ynglende havørn i Sønderjylland – og Danmark”, Panurus 2016, nr. 4, s. 20-25.
