Hans Christensen - Spætte-Hans - blev i år indstillet til DOF´s hæderspris. Hædersprisen uddeles hvert år til et medlem, som har ydet en enestående indsats i Danmark eller udlandet. Prisen gik desværre ikke til Hans Christensen, men her under kan du læse indstillingen.
DOF Sønderjylland vil gerne indstille Hans Christensen til DOFs Hæderspris. Eller Spætte Hans som de fleste kender ham som.
Baggrunden for at indstille Hans Christensen er hans mangeårige arbejde med og interesse for sortspætterne i primært Sønderjylland. Et arbejde der har stået på i mere end 40 år.
Ifølge Hans, så startede det hele, da han i 1977/1978 boede i Hillerød. Kimen til en livslang interesse for sortspætten blev grundlagt, da han hjalp de lokale med at holde styr på sortspætterne i Grib Skov.
I 1978 flyttede Hans Christensen til Tønder, og i forbindelse med landsoptællingen af sortspætter i 1979 meldte han sig til at stå for optællingen i det sønderjyske.
Ringmærkningslicensen blev erhvervet i 1982, og den nyerhvervede licens blev brugt til at ringmærke de nordtyske sortspætter lige syd for grænsen.
En afstikker til Åkirkeby som lærer i foråret 1983 gjorde, at han fik kontakt til de lokale sortspættefolk derovre og ligeledes hjalp dem med at ringmærke den daværende bestand på Bornholm.
Tilbage i Sønderjylland fortsatte mærkningen af de nordtyske sortspætter. At det kun var nordtyske fugle i starten skyldtes, at sortspætten først blev registreret som ynglefugl i Sønderjylland i 1985. Siden 1985 har Spætte Hans utrætteligt mærket sortspætter i Sønderjylland og naturligvis fortsat i det nordtyske. Området som Hans Christensen frivilligt dækker er fint illustreret i Hans’ 2019 artikel om årets ynglesæson. Reviret siden 1982 er følgende:
Udover at ringmærke sortspætter i Nordtyskland, så sørger Hans Christensen naturligvis også for at videreformidle sin viden om sortspætten på tværs af landegrænsen, hvorfor tyskerne har stort glæde af den viden, som Hans har erhvervet gennem sit mangeårige virke.
Hans Christensen bruger mange timer på arbejdet med sortspætterne. Perioden er naturligvis mest intens i forbindelse med yngleperioden.
I yngletiden bruges store dele af tiden på at lokaliserer parrene. Ifølge Hans Christensen, så kører han i april omtrent 1.000 km ugenligt. Det bliver til 4.000 km, der betales af egen lomme. Og sådan har det næsten altid været. Der har dog i tidernes morgen været en periode, hvor han kunne få et kørselstilskud fra Videnskabeligt Udvalg. Det tilskud var dog kun til én skov om året, og kravet var, at arten ynglede i skoven.
Når mange af parrene er lokaliseret og bekræftet, så fortsætter overvågningen naturligvis – dog med et lidt andet formål. Der kigges efter rugeskift, så det kan vurderes, hvor gamle ungerne er, så de kan blive ringmærket på det mest optimale tidspunkt. Og når tidspunktet er optimalt for ringmærkning, så sørger Hans for, at ungerne bliver ringmærket. Trods en alder på 62 år og status som kræftpatient, så kravler Hans stadigt op i rebstigen for at mærke sortspætteungerne alt imens, at træets diameter måles, hullets diameter måles, og hullets dybde måles. Der tages GPS koordinat på træet, og hullets placering i forhold til verdenshjørnerne registreres. Til og med 2019 har Hans Christensen ringmærket 1.258 unger! Dertil omkring 220 mærkningerne af voksne sortspætter. Ifølge Hans Christensens egne tal, så har han gennem årene fulgt cirka 525 ynglepar, men ikke alle kuld er blevet ringmærket, da nogle træer ikke er til at komme op i eller også kan kuldet være opgivet undervejs.
Og dataene som Hans har fået indsamlet er ganske imponerende. På baggrund af 435 redetræer har det vidst sig, at sortspættens redehul gennemsnitlig er i en højde på 9,35 meter, hvor 16,79 meter er det højeste og 4,35 meter er det laveste. Antallet af mærkede kuld er lidt højere, da der ikke kan måles højde ved alle kuld.
Af de 525 kuld er de ca. 470 kuld ifølge Hans Christensen blevet ringmærket. Dette er blandt andet baseret på, at han har målt kammerdybde på 457 redehuller til og med 2019 og der er næsten målt kammerdybde på alle ringmærkede kuld. Med 470 kuld og en gennemsnitshøjde på 9,35 meter, så kan man let regne ud, at Hans har kravlet ca. 4.400 meter. Og da fuglene både skal hentes ned og bringes tilbage, så er antallet af meter på stigen 8.800 meter. Dertil kommer de ture, hvor det erfares, at kuldet er opgivet eller at ungerne måske alligevel er for små! Så Hans Christensen har kravlet mere end 9 km på stige. Hans Christensen har dermed besteget Mount Everest på stige – og naturligvis kravlet nedad igen.
Men det hele har ikke foregået på rebstige. I de første par år lejede han en 8-10-12 meter stige hos et lokalt byggemarked. En udgift der blev afholdt af egen lomme. Men som lifte efterhånden blev mere almindelige hos håndværkerne, så blev det mere besværligt at leje stiger i byggemarkederne, så for godt 30 år siden byggede Spætte Hans sin egen rebstige, og denne rebstige er fortsat i brug. I mere end 30 år har Spætte Hans kravlet op og ned ad rebstigen, og mon ikke det er blevet til hovedparten af de 9 km, da sortspætten jo som nævnt først indvandrede som ynglefugl i det Sønderjylland i 1985 og da fortsat var ganske sjælden i landsdelen.
Omkring 9 km op og 9 km ned ad en rebstige. Hvor mange kan prale af det for en enkelt arts skyld og tilmed ulønnet og for egen risiko! Det er ganske enkelt imponerede og i høj grad anerkendelsesværdigt.
Men det er ikke kun i yngleperioden at Hans er aktiv. Om vinteren ringmærkes de overvintrende fugle i skovene. Lange granrafter påmonteres dagen inden fangstnet, og tidligt næste morgen (før udflyvning) fanger Spætte Hans fuglene og farvemærker fuglene, så han kan se, hvilke fugle, der er hvor. Alene proceduren før en sådan vinterringmærkning er bemærkelsesværdig. Hans har naturligvis en idé om, hvor den aktuelle fugl går til overnatning, så inden det sker sidst på eftermiddagen, så sørger Hans for at lave en sti hen til redetræet. Da turen hen til redetræet den følgende morgen skal foregå så lydlæst som muligt, så sørger Hans for, at blade og grene er fejet bort fra stien. Næste morgen ankommer han meget tidligt. For at være så lydløs som muligt, så går Hans de omtrent 50 sidste meter hen til træet i strømpesokker. Sko larmer og øger risikoen for at knække en overset gren på stien. Når raften med den påmonterede fangstfælde er foran redehullet, så kaldes eventuelle medfuglekiggere hen til området, hvor der så ventes på, at fuglen flyver ud. Når fuglen er fløjet ud og fanget, så er det tid til at skifte til tørre strømper og sko. Derefter bliver sortspætten målt, vejet og farvemærket og når alle dataene er indhentet, så slippes fuglen. Derefter fejes blade tilbage på stien, så vejen til redetræet ikke kan erkendes for andre.
Mange års erfaring har gjort, at intet er overladt til tilfældigheder for at få gennemført ringmærkningen. Ifølge Hans er ca. 445 fugle blevet farvemærket og seneste succeshistorie for ham er, at en af ham farvemærket fugl er den ene part i det eneste fynske ynglepar.
Derudover har Hans produceret utallige artikler om Sortspættens status i Sønderjylland. Han har været kraftigt inde over ATLAS-projektets vejledning til registrering af Sortspætten som ynglefugl, og han har hjulpet Aarhus Universitet med at lave deres Tekniske Anvisning til registrering af Sortspætter i Fuglebeskyttelsesområderne. Endvidere har han også arbejdet med en speciale studerende fra KU, der lavede et projekt med GPS mærkede Sortspætter. Senest har hans store arbejde betydet, at Sortspætten er kommet på udpegningsgrundlaget i flere af de fuglebeskyttelsesområder, hvori Hans overvåger de ynglende sortspætter.
Der er således ingen tvivl om, at Hans Christensen har dedikeret sit liv til at følge en enkelt art og ikke lader hverken alder, økonomi eller sygdom stå i vejen for det. Og der er stor national og international respekt om Hans Christensens viden og dedikation. DOF nyder godt af den viden og det samme gør forskningsinstitutionerne og Miljøstyrelsen.
Derfor har ”Spætte Hans” i høj grad fortjent at modtage hædersprisen for det store arbejde, han har gjort for sortspætterne.
Herunder nogle billeder fra ringmærkningen af ungerne i Lindet Skov maj 2019 og vintermærkningen i Revsø Skov i 2020.
En forudsætning for at kunne ringmærke på det korrekte tidspunkt er at sikre, at man ved, hvornår fuglene ruger. Hans Christensen bruger mange timer på at kigge på hullet og vente på, at et eventuelt rugeskifte sker. Og det gør han på ALLE lokaliteter. Bemærk optikken og notesbogen. Hans er af den ”gamle” skole.
Hans kører rundt til skovene i bil. Men i stedet for at få køretilladelse ind i skovene, så cykler han ind med rebstige, tov, bue og pil.
Den selvdesignede bue med fiskehjul. Den bruges, når der skal skydes pile over grenene for at få rebstigen op.
Hans Christensen lærer gerne fra sig, og her fortæller han Miljøstyrelsens Johanne Aagaard, om brugen af bue og pil og lader hende gøre forsøget, så rebstigen kunne komme op og ungerne i fuglebeskyttelsesområdet kan kommer op.
Rebstigen er på plads, og Hans gør klar til at kravle op. Først tjekkes den dog lige om den hænger forsvarligt fast. Hullerne er ca. 9 meter oppe, så det kræver sin ”mand”, at gøre det.
Forsvarligt fastspændt kravles der op i de høje bøge.
Ungerne hentes ud og placeres i posen, så de kan blive ringmærket.
Hans og Johanne får sig en snak om ringmærkningen, da Johanne står foran at skulle ringmærke en sortspætte for første gang. Hans giver sig gerne tid til at fortælle og lære unge og nye håbefulde fuglefolk op i kunsten at ringmærke sortspætter.
Hans Christensen under vinterringmærkningen af sortspætte.
Før udflyvningen står Hans klar med en lang granrafte, hvor fangstaggregatet er påmonteret.
Sortspætten flyver ud og går i nettet.
Med fuglen i nettet kan der skiftes strømper og sko tages på igen!
Data indsamles.
Granrafterne gemmes væk og kan genbruges næste år igen.
