Lammegrib observeret i Tønder i maj måned
Martin Iversen fra Tønder har sendt os følgende:
"Torsdag d. 19. maj tikkede en sms ind på mobilen. Werner Tygsen, en god bekendt, der bor på Lægan ved Nørresø, sendte 2 fotos af … man spærrer øjnene op … ja lammegrib.
Werner fortalte, at kræet havde opholdt sig ved Grippenfeld - nordsiden af Magisterkogen - dagen før - altså d. 18. maj. Werners nabo - Lars - havde opdaget den, mens den sad på marken. Lars fik hurtigt fat i kameraet, for sådan en stor fugl havde han aldrig set før. Resultatet blev 2 imponerende fotos. Efter fotosessionen fløj den væk og er ikke rapporteret siden. Werner fik den glimrende idé, at sende fotos til mig, for det skulle en fugleinteresseret da vide.
Så tak til Werner og Lars … og til lammegribben for besøget. Næste gang må den gerne sige til inden, så man kan få den at se.
Iflg. DOFbasen er en 3K lammegrib set på Nordsjælland d. 15.-16. maj. Det må være samme individ."
DOF Sønderjylland
1. juni 2022/pdb