Månedens fugl marts 2022

Misteldroslen

Jeg var ikke ret gammel da jeg første gang stiftede bekendtskab med arten. Hjemme på gåden, hvor jeg voksede op i 60erne og begyndelsen af 70erne havde vi en stor have på 5.000 kvm. omgivet af høje træer. Her havde misteldroslen sin rede højt placeret op til 10 meter oppe – højere end jeg nogensinde har oplevet for solsorten og sangdroslen. På vores græsplæne kunne de voksne fugle finde orme og insekter til ungerne. Der var sågar også føde til stærene og kirkeuglen, der også ynglede der dengang.

Enkelte misteldrosler overvintrer og det har de også gjort i denne milde vinter og de første trækfugle er ankommet før den 1. marts. I starten af marts indfinder mange misteldrosler sig på deres territorier. Midt i marts optræder fuglen mere talrigt på trækstederne og over hundrede fugle kan ses trække ud ved Tontoft nakke på en god trækdag, ligesom der også er talt over 100 rastende fugle på Rømø bare på en dag. Misteldroslen er den største af vores drosler. Ved første øjekast kan fuglen antages for at være en lille due. Farvemæssigt minder den om sangdroslen men har hvide vingeundersider.

Misteldroslen er en jysk fugl. Atlasprojektet har vist, at den ikke er nogen hyppig ynglefugl på øerne. Især på de magre jorde mod vest er fuglen almindelig, og antallet af kvadrater, hvor fuglen er fundet er fordoblet fra 1970erne til 1990erne. Situationen i 2010'erne er nogenlunde den samme som i 1990erne. Så tag ud og nyd starten på foråret her i marts, nyd at dagene er blevet længere, og solen skinner forhåbentligt mere end i februar. Så skulle der være gode chancer for at løbe ind i en misteldrossel.

Venlig hilsen

Jørn Vinther Sørensen
DOF Sønderjylland