Nyhedsbrev fra Projekt hedehøg juli 2022
Der er medio juli unger i 11 reder ud af 18 sikre ynglepar fundet i år. Så syv par har opgivet reden efter de har været i gang. Det er på niveau med de to foregående år, men et fald forholdt til hvordan det så ud før 2020. Alle 11 reder er anlagt i landbrugsafgrøder, og alle rederne er hegnet. På en mark med frøgræs er der to hegnede reder med unger, og denne mark blev skårlagt i den forgangne uge. Var rederne ikke blevet registreret og hegnet, ville der her være gået 6-7 unger tabt.
Et æg, to unger i reden og en unge uden for reden – Øster Lindet.
Det ser ud til at der kommer flere unger på vingerne i år, end der gjorde i 2020 og 2021. Forhåbentlig kommer vi op over 30 udfløjne unger. Ved kontrol af indhegningerne i starten af juli, så det ud til at der var omkring tre unger i snit pr. rede. Det er dog langt under årene 2018 og 2019, hvor omkring 60 unger kom på vingerne begge år. Det ser ud til, at der er et sammenfald, i hvordan temperaturen er i maj, og hvor mange ynglepar som kommer godt fra start. I hvert fald har maj i både 2021 og 2022 været koldere end normalt, mens maj i 2018 og 2019 var varmere. Men vejret kan vi ikke gøre meget ved.
Her midt i juli og de kommende uger, er der god mulighed for at finde de ynglende hedehøge. Nu ruger hunnerne ikke længere, og ungerne er så store, at hun kan tillade sig at forlade reden. Hunner opholder sig altid i redens nærhed, – enten svævende eller på fx en hegnspæl - så hun er klar til at fordrive fjender som musvåge, krager og ravne. Ser man en hun hedehøg, er det med at være opmærksom. Hvis hunnen er stationær inden for en radius af 500, er det højest sandsynlig en hun med unger i reden. Det er også nu hannen ses flyvende med bytte i kløerne. Ses en han transporter et bytte i juli måned, skal den stensikkert hen til en rede med det.
Hun med bytte, som ligner en lille snog/hugorm. Foto: Tonny Ravn
Som det blev skrevet i første afsnit, har mindst syv par opgivet deres første yngleforsøg. Flere af disse par opgav allerede i månedsskiftet maj/juni af forskellige årsager. Vi kender ikke årsagen for dem alle, men sikkert er det, at nogle fik taget deres æg af rovdyr. De par har sikkert forsøge at lægge et nyt kuld. Det kan de nå hen til midten af juni måned. Derfor skal vi være opmærksom på nye par, som kan dukke op med unger i rederne efter 1. august. De kan have reder i både vinterafgrøder og vårafgrøder. I august er høsten godt i gang, så man skal reagere hurtig, hvis der er mistanke om en rede. Så kan landmanden blive underrettet før reden utilsigtet bliver ødelagt under høsten.
Stor unge som er klar til at blive ringmærket.
I løbet af den næste uge, bliver ungerne ringmærket og vil flyve fra reden ved månedsskiftet. De danske hedehøge bliver mærket med en blå plastikring med hvid skrift. I år er det konstateret, at nogle af ynglefuglene har en blå plastikring. Det betyder, at det er vores egne unger, som vender tilbage hertil for at yngle. Lad os håbe årets unger kommer godt fra start, og kan vende tilbage til landet som ynglefugle fremover.
Venlig hilsen
Feltarbejderne i Projekt hedehøg
23/07/2022
DOF Sønderjylland