Nyhedsbrev fra Projekt hedehøg (juni)

Nyhedsbrev fra Projekt hedehøg juni 2022

 

Så er det blevet medio juni, og der begynder at tegne sig et billede af, hvor mange ynglepar der bliver i år. Tallet lige nu er 15-22 ynglepar. Det er stadig i den lave ende, men lad os håbe på, at der vil dukke flere par op i løbet af sommeren.

Reden hegnet og strømmen tilsluttes. Foto Svend Anker Schwebs.

Der er blevet lokaliseret og hegnet 10 reder med æg i år. Elhegnet er sat op, så rederne er sikrede mod at blive tømt af ræv, mårhund m.m. Flere af rederne er fundet i vinterbyg og frøgræs, som helt sikkert skal høstes inden ungerne er flyvefærdige. Så hvis yngleforløbet lykkes, har vi ved indhegningen også sikret, at ungerne ikke utilsigtet bliver dræbt under høstarbejde. Faktisk så er alle årets reder fundet i dyrkede marker, hvilket gør hegning af rederne endnu vigtigere.

Præderet rede, med resterne af to æg – Tornum. Reden fundet med drone efter at hedehøgene havde forladt området. Foto: Jesper Leegaard

 

Flere steder har par været godt i gang med redebygning og æglægningen, men er så pludselig væk igen. Sådan har det også været i tidligere år, så lige når man tror, at man har et sikkert ynglepar, så er de forsvundet som dug for solen dagen efter.

På en mark i Haderslev kommune er der for fjerde år i træk et par ynglende hedehøge. Reden er blevet hegnet alle årene. Da vi i år hegnede reden sammen med lodsejere, virkede hunnen meget afslappet med at vi arbejdede med hegn rundt om reden. Knap var vi ude af marken, før hun dalede ned, og landede på en af hjørnepælene. Hun rystede sig og fiksede fjerdragten lidt op, hvorefter hun svævede ned på reden. Meget tyder på, at det er samme hun i år igen, og at den er blevet vant til at få reden hegnet.

De seneste år har områderne omkring Ottersbøl og Mjolden været vigtige yngelområder. I år er der ikke et eneste par her. Det kan skyldes at området i år ikke har ret meget vintersæd, som hedehøgene kan bruge til at placere reder i. I år er disse områder præget at store arealer med kartofler. De andre ynglepar er overvejende fundet i de områder, hvor de har yngle i de seneste år.

Han hedehøg fra Ballum. Foto: Svend Anker Schwebs

Der er i år hegnet reder i Tønder, Haderslev og Vejen kommune.

Det er kendt at hannerne har et stort fourageringsområde. De kan finde føde i en radius af 8 km fra reden. Den 12. juni blev en han hedehøg observeret skruende sig op fra Gels-ådalen nær Tiset. Den blev observeret fra et højt punkt, og kunne efterfølgende ses glidende mod nordvest. Det kunne ses at den havde bytte i kløerne, og den endte med at flyve til en rede ved Harreby, hvor hunnen fik byttet. Så fra vi så den først, til den landede med byttet, havde den fløjet omkring 6 km.

Hedehøg fouragerede på engene langs Gelså, og returnerede til hunnen i Harreby med bytte.

Når næste nyhedsbrev udsendes, skal der gerne være unger i alle rederne, og forhåbentlig er der fundet flere par.

 

Venlig hilsen

Feltarbejderne i Projekt hedehøg

21/06/2022
DOF Sønderjylland/mliin