Redeflåder til sortterner

Redeflåder hjælper de sjældne sortterner i Tøndermarsken

- og mikrobryggeri støtter projektet med en ny specialøl

Danmarks vigtigste bestand af den sjældne sortterne yngler i Tøndermarsken i Nationalpark Vadehavet. Vi har dog kun fornøjelsen af den elegante fugl i yngleperioden fra begyndelsen af maj til august. Men nu kan de bare komme!

Siden 2015 har vi sammen med en række partnere i projekt ’Sortternen i Nationalpark Vadehavet’ prøvet at hjælpe arten ved at udlægge små, kunstige redeflåder, hvor sortternerne kan anlægge deres reder i større sikkerhed for oversvømmelser og rovdyr. I projektet overvåger vi nøje sortternerne i Tøndermarsken, og vi kan konstatere, at de tager godt imod redeflåderne. Det mest glædelige er, at flåderne har medvirket til et stigende antal flyvefærdige unger.

2020 var den hidtil bedste ynglesæson i projektets levetid, så her i 2021 øger vi antallet af udlagte redeflåder. 28. og 29. april blev der udlagt i alt 78 flåder fordelt på fire lokationer i den indre del af Tøndermarsken. De sidste 10 flåder blev torsdag lagt ud i naturreservat Bremsbøl Sø. De øvrige 60 flåder er udlagt i hhv. Magisterkogen og Hasberg Sø.

Projektkonsulent John Frikke fra Nationalpark Vadehavet er ansvarlig for sortterneprojektet, og han fremhæver, at sortternen er på den såkaldte rødliste som en truet art i Danmark, og at vi i Tøndermarsken har over halvdelen af de i alt blot 50-70 ynglepar her i landet.

”Derfor har vi en særlig forpligtelse til at passe på ’vores’ sortterner, så vi kan bevare den som en dansk ynglefugl”, siger John Frikke.

”Heldigvis har vi i sorterneprojektet et godt samarbejde med både danske og tyske partnere, som alle på forskellig vis bidrager til, at vi kan gøre en god og effektiv indsats for denne fine og meget elegante fugl”, tilføjer han.

Ny samarbejdspartner

I forbindelse med udlægningen af redeflåder i Bremsbøl Sø kunne Nationalpark Vadehavet præsentere en ny samarbejdspartner: Mikrobryggeriet WestBrew ligger ved Ho Bugt i den anden ende af nationalparken, og her har brygger og indehaver Tommy Bagger skabt en helt ny specialøl, som er dedikeret til sortternerne i Tøndermarsken. Øllen markedsføres under navnet ’Black Tern’ (sortterne på engelsk), og for hver solgt flaske donerer WestBrew 5 kroner til sortterne-projektet.

”WestBrew ligger i Nationalpark Vadehavet, og vi er meget inspireret af naturen i vadehavsområdet og naturens gang hen over året. Derfor er det også oplagt for os at støtte et godt naturprojekt i nationalparken, og vi glæder os over at kunne yde et bidrag til at bevare sortternen i den danske natur”, udtaler Tommy Bagger.

Black Tern-øllen har fået en specialdesignet etiket, og hver eneste flaske har desuden en særlig ølbrik hængende i en elastik om halsen. På etiket og ølbrik kan man læse kort om sortternen og sortterne-projektet, samt at man er ved køb med til at støtte denne art. Der er også adresse på en ny web-side om sortterne-projektet og samarbejdet mellem nationalparken og WestBrew: www.sortternen.dk

Black Tern er i øvrigt pale ale med en alkoholprocent på 5,2.

Fakta

Resultater i sorterne-projektet

År               Ynglepar      Antal flyvefærdige unger

2015           50               25

2016           28               28

2017           35-40          21-28

2018           32-33          16-19

2019           43               41-44

2020           44-46          43-46

Partnere i sortterne-projektet

Ud over Nationalpark Vadehavet er fra dansk side Tønder Kommune, Naturstyrelsen Vadehavet, 15. Juni Fonden, Dansk Ornitologisk Forening og Fugleværnsfonden med i sortterneprojektet. Eftersom en del af sortternernes Tøndermarsk-bestand ofte yngler syd for (vand)grænsen deltager også tyske partnere i projektet, bl.a. Landesamt für Landeswirtschaft, Umwelt und ländliche Räume Schleswig-Holstein, Stiftung Naturschutz og NSV Südtondern.

 

WestBrew

WestBrew er i forvejen med i Nationalpark Vadehavets partnernetværk, og nogle af bryggeriets forskellige specialøl er godkendt til, at de må markedsføres som ’Et produkt fra Nationalpark Vadehavet’. Det skyldes bl.a., at WestBrew brygger på en særlig vadehavsmalt, som er økologisk dyrket hos bryggeriets nabo, Ole Andresen, på Bakkegården, som også ligger i nationalparken.

 

Yderligere oplysninger

Projektkonsulent John Frikke, Nationalpark Vadehavet

Telefon: 2286 0519 eller email: jofri@danmarksnationalparker.dk

Indehaver Tommy Bagger, WestBrew, Billum

Telefon: 2715 4848 eller email: tommy.bagger@westbrew.dk

Web: www.westbrew.dk

 

Jens L. Hansen

Nationalpark Vadehavet.