Sortspætter sydover?

Ringmærkningen af sortspætteunger i 2019 har allerede givet god bonus. Til midt i januar er syv af de 46 ringmærkede unger blevet genmeldt ved farveringmærkning, hvorefter de er meget lettere at følge med kikkert og teleskop. Vi skal over 5 år tilbage for at finde en bedre, samlet genmelding af en årgang. Genmeldinger strækker sig dog ofte over flere år. 2019 har f.eks. også givet 2+1+4 fra årgangene 2016, 17 og 18. Væsentligt er at man holder metoden nogenlunde konstant år for år.

Da jeg i 2002 fik trykt min artikel om ungfuglespredningen i DOF’s tidsskrift (96:161-167, hvor vedstående grundkort med skove og daværende yngleskove i Sønderjylland er fra, var der genmeldt i alt 65 unge sortspætter af årgangene 1982-99 frem til og med ynglesæson 2000, idet de blev opdelt i ikke-udparrede (24 hunner: 22 km og 12 hanner: 10 km) og udparrede (15 hunner: 27 km og 14 hanner: 5 km). Nogle flyttede nemlig et stykke videre, fra de var ikke-udparrede til de evt. blev ynglende året/årene efter, og hunner flyttede sig i snit lidt længere end hanner i begge kategorier. De kunne jo først være kommet til en skov der allerede var optaget.

Dengang hvor sortspætten var under indvandring sydfra i Sønderjylland var genmeldingerne samlet set i alle mulige retninger uden nogen specielt nordlig tendens.

Hvis der er noget der er ’specielt’ for dette øjebliksbillede af årgang 2019 er det

• de var alle hunner (selvom de ved ringmærkningen kun udgjorde lidt over halvdelen af ungerne)
• de har flyttet sig ret markant langt, typisk 30-35 km uden den store variation
• de er stort set kun flyttet i ’sydlige retninger’, heraf tre til Tyskland

Fig: Syv genmeldinger af 2019-unger, august 2019 t.o.m. 13.januar 2020. Grundkort er kendte yngleskove 1982-2019

Den første genmelding i august gik dog 35 km NV, nemlig Bommerlund til Tornskov. Denne fugl opholder sig pt. i Sparekasseskoven, Løgumkloster. Det er nærliggende at man ikke er fløjet fugleflugtslinjen, men har fulgt et antal skove egnet til fødesøgning. Ser man på kortet kunne det f.eks. være Frestrup skov og Draved skov. Sparekasseskoven er derfor ’et skridt baglæns’ på 4 km, men denne skov hænger revirmæssigt sammen med Tornskov, det har tidligere viden vist.

De øvrige 2019-unger ligger i retningerne indenfor SØ til SV. Fra kuldet i Bommerlund kom der én til genmelding.

TIL Tornskov er der kommet én til genmelding, nemlig oppe fra Revsø.

TIL Langenberger Forst (Leck) er der kommet to genmeldinger, nemlig fra Årup skov og den pt. nok så kendte Årtoft plantage. Fra at være ringmærket 5 km fra hinanden er de havnet i Leck med 15 m afstand, faktisk to nabotræer, hvor de overnatter. Det er ikke sandsynligt de har fulgtes ad, hvorimod de to søskende FRA Bommerlund godt kan have fulgtes ad i starten (måske indtil ’de er blevet væk fra hinanden’). I 2002-artiklen var der en signifikant sammenhæng i spredningsretning for søskende fra dengang 18 kendte kuld med 2 eller 3 genmeldinger.

Fra Gram til Hovslund kom der i november én genmelding, mens der i december kom en genmelding af en 2016-unge præcis den modsatte vej.

For hver enkelt må man igen antage de er flyttet via en række skove lidt ved siden af den direkte fugleflugtslinje.

Zoologisk museum har som altid leveret ringene. Ringserien er fra nr. Cop.6273900, og numrene på de 7 aflæsninger er: Cop.6273900, -902, -903, -906, -914, -932 og -936. Aflæsningerne før nytår er som altid meldt ind til Zoologisk museum, og de tre tyske desuden til Vogelwarte Helgoland.

Jeg har kigget på genmeldingerne fra alle foregående år. Der kan ikke udpeges ét enkeltår hvor genmeldingerne ikke går i ’alle mulige retninger’. Det gælder også de nævnte genmeldinger i 2019 af unger fra 2016, 17 og 18. F.eks. havnede en af 2018-ungerne senere som ynglefugl på Fyn, som man kan læse på doffyn.dk i juni 2019.

Jeg har ikke noget godt bud på hvorfor de foreløbige genmeldinger af 2019-unger er så forholdsvis anderledes; ’lange’ og i ’sydlige retninger’, men det skal blive spændende at se om tendensen fortsætter og hvordan de nye individer kommer til at indgå i dette års ynglebestand.

I denne grønne vinter har sortspætterne det givetvis godt, idet den høje temperatur gør det væsentlig nemmere at nå at hakke sig til de nødvendige insekter, også på de korteste vinterdage.

Hans Christensen, januar 2020