En personlig beretning 

Mest om fugle-/dyrelivet i engene i 1950'erne og 60’erne, før storken og køerne forsvandt, og man holdt op med at dyrke hø til kreaturerne.

              - af Mogens Rerup

Jeg er født i 1949 på et lille husmandssted med 10 ha – hvoraf af 3 ha var eng, hvor af kun lidt kunne dyrkes.

Lystfiskeri
Ejendommen ligger ved en gammel sidefjord til Kolindsund – knap 1 km til Skarresø, som har en lille sø på 2 til 3 ha.

Godt 500 meter i modsat retning mod øst løber Korup Å - som afvandede den tørlagte Korup Sø syd for Rønde – der vest for Kolind løber sammen med Ryom Å og bliver til Grenå. Der var næsten alle slags fisk. Hvorfor Korup Sø (hvor Søren Ryge bor) ikke er reetableret undrer mig, og det samme gælder Kolindsund, men her er landbrugets magt nok endnu for stor.

Der var op til flere store køkkenmøddinger i området – bl.a. lige overfor, hvor vi boede. Vores store have gik helt ned til begyndelsen af engen, og ved efterårsgravning har jeg mere end en gang gravet hele østersskaller op. Der var masser af fortidslevn i og på jorden. Da der blev gravet ud til en mødding i 1941, fandt man 2 store intakte lerkrukker – hentet af museet i Grenå. 

Jeg begyndte at fiske som 9-årig med 1 ålekrog den første nat, og kunne meget tidligt næste morgen hente en ål. Næste nat prøvede jeg med 3 ålekroge – ”sættøjer” kaldet lokalt – med 3 ål som resultat. Derefter holdt jeg familien med fisk, indtil jeg var i begyndelsen af 20’erne – det holdt op, da det heldigvis just fredede statsejede gods Kalø drænede store områder specielt Ellev Enge - og mosearealer, som gjorde åen med det krystalklare vand fyldt med drivende snavs og urenheder.  Først forsvandt ørrederne og siden ålene, og hvordan det ser ud i dag, det ved jeg ikke – men naboer har indtil for ca. 15 år siden fanget mange ål ved at spærre åen med ruser. De store drænede områder var med til at ødelægge engene.

Engene er i dag fyldt med meterhøjt græs, brændenælder og tidsler. Der er også mange rådyr og enkelte krondyr – det var der ikke i min barndom.

Odderen har holdt til i åen og i Skarresø altid – også da den ”officielt var udryddet” på Djursland – og vi fandt 2 gange ”odderreder”. En sjov historie om oddere var fra dengang min far var i 50’erne, og ville hoppe over en bred grøft tæt på åen. Da han ”hang” i luften, sprang der en meget stor odder mellem benene på ham. Han var skræmt fra vid og sans, og det tog lidt tid før ansigtet fik en naturlig kulør igen.

Nogen har i dag odderen mistænkt for at have en negativ indflydelse på fuglelivet – ænder m.v. - om det passer, ved jeg ikke.

På den anden side af bakkerne mod vest var der en lille dødis sø’ – ”Tyresøen" - som havde ord for at være bundløs. Der var ål, gedder og nogle meget store aborrer på op til 2½ kg – aborren er en fremragende spisefisk, hvis man skærer fileterne af. Naboens søn Arne og jeg stod engang og fiskede fra en lille båd ved bredden – da jeg var omkring 12 år - da han faldt bag over ned i vandet. Medens han var under vandet, nåede jeg at tænke, at ham ser jeg aldrig mere. Stor var gensynsglæden derfor, da han dukkede op og stod ved siden af båden, så helt bundløs var søen ikke 😊.

I 60’erne blev der etableret et kartoffelkogeri ved søen – der ligger en flot villa der i dag – som forurenede både mose, sø, afvandingsbæk og lidt af Korup å, som bækken løb ud i. Tror trods alt ikke, at landbruget havde fået lov til at bygge et kartoffelkogeri i dag midt ude i naturen.

Skolegang
Jeg gik i skole hver anden dag – mandag, onsdag og fredag i 6 timer dagligt. Læreren havde min mor haft i 7 år, og vi sad i et lokale med kakkelovn. Frikvartererne kunne på gode dage løbe op i 1½ time, fordi læreren skulle have sin middagssøvn, og en fodboldkamp kunne godt ende 54 – 48. Skolen blev nedlagt i 1960. Jeg havde ca. 4 km til skole, og det var bare afsted. I snestorm kørte min far mig på traktor, ellers gav det ballade fra Lærer Jensen. Fra gammel tid var der et gangbræt over åen, som nedsatte afstanden til skolen til det halve, men det havde dem der rensede åen op fået nedlagt nogen år, før jeg skulle i skole. Der var masser af markveje, hvor af nogen af dem var officielle veje, som endda blev benyttet af lastbiler – mælkekusken og postbuddet. En af markvejene som jeg cyklede på hjem fra skole var meget øde, og der var et rigtig 180 graders sving. Jeg kom engang som ca. 8-årig cyklende hen til det sving, da jeg var ved at cykle ind i en ræv. Det var en såkaldt moseræv, der var helt sort og grå og meget stor. Et flot syn, som jeg ikke har set siden.

Alle disse veje er i dag gjort til marker.

Bemærk, hvor små markerne er, og hvor træløst landskabet er. Foto: Mogens Rerup

Omdrejningspunktet var landsbyen Skarresø med storkereden
Skarresø havde 4 gårde og 7 huse, og det væsentlige: et forsamlingshus fra 1905 – skammeligt tilladt nedrevet for et par år siden - en brugsforening og en kirke fra ca. år 1200 – måske 1182 – og et stort tyndt befolket sogn.

På Skarresøs største og østligste beliggende gård boede storken på kostalden indtil ca. 1962 – og havde iflg. min morfar - født i 1885 – været der altid. I dag er kostalden revet ned, og er meget passende afløst af en ”bedemand”. Storken var en meget central del af sognet.

Når min far slog græs til hø, gik storken bagefter traktoren ligesom en hund. Det storken ikke fandt af frøer, tudser, vandrotter og mus, der havde været i slåmaskinen, hentede ræven efterfølgende. Pludselig kom der kun en stork, og et par år efter ingen – en epoke var forbi i sognet.

Tove Mogensen – der stadig bor lige over for storkereden – har fortalt, hvordan storkeungerne gik på tagrygningen, når de trænede i at flyve. Når hun i dag ser ud af vinduet, kan hun se 4 til 5 snoge sole sig på deres kompostbunke – snoge så man næsten ikke dengang, for dem tog storken.

Der var stadig mindst en storkerede på Djursland - på et lille stråtækket hus i Bendstrup ved Mørke, hvor vi tog ud på søndagstur - men den forsvandt på samme vis som i Skarresø nogle år efter. Derfor har det været fantastisk at opleve på afstand, at der i 2023 pludselig kom 2 storkereder på Djursland – ved Ramten Sø og ved Bonderøven i Revn.

I ca. 1961 så jeg 12 storke på en gang – en kold efterårsdag i engen tæt på storkereden. Min moster har fortalt, at hun i ultimo 1930’erne så 34 storke på en gang lidt længere ude mod øst i engene.

Køer og kreaturer
Da jeg var barn og ung, var der masser af kreaturer i engene. Alle parceller i engen i hele området var fyldt med kreaturer, og hvor der ikke gik køer m.v., blev der slået græs til hø. Det betød, at engene var ”trimmet”, og der var masser af fuglevildt.

Dengang gik man om sommeren dagligt langt for at få malkekøerne på græs – helt op til over 1 km ad snoede markveje fra Skarresø - men gården med storkereden var privilegeret – der kunne man bare lukke kostaldsdøren op, så kunne køerne gå direkte ud i et stort, ret højtbeliggende engareal – dog var der en lille bæk, som afvandede Skarresø. Skarresø får sit vand tilført af store væld, som aldrig frøs til – som gav våger i isen, som man skulle passe på.

Der er 15-20 køer på græs. Foto: Mogens Rerup

Var der kreaturer, så blev der også dyrket roer af forskellig slags – endda lidt i engene – på de omkringliggende marker. Også på markerne var der masser af viber ,der ynglede – desværre blev flere reder kørt i smadder, når man rensede roer første gang, fordi de var umulige at se fra en traktor. Enkelte gange blev jeg gennet foran, så viberederne blev reddet. Roerne var fyldt med fasaner og agerhøns, indtil roetoppen blev tager af sukkerroerne i efteråret. Der var harer alle steder også i engene.

I dag er roerne ”uddøde” ligesom kreaturerne. Som 8- til 10-årig sad jeg og holdt vagt, fordi jeg var bange for, at kørerne skulle træde i viberederne. Det tog mig lang tid at erfare, at køerne aldrig trådte på fuglereder af specielt viber– også af sang-, top- og bomlærker.

Engene myldrede med små dunede vibeunger i yngletiden.

I 1965 skulle jeg en sommermorgen i skole, da jeg på græsplænen opdagede et meget stolt agerhønsepar med 16 fuldt udvoksede kyllinger. Jeg kom for sent i skole i Kolind den dag, for jeg nænnede ikke at forstyrre idyllen.

Jeg forstår ikke, at køerne giver anledning til så meget diskussion i dag – sikkert min fejl. Der er i dag næsten kun 1/3 af det antal kreaturer tilbage, som vi havde i 1960, og vi får aldrig engene til at fungere igen uden flere kreaturer og heste. Det kan godt være, at kreaturerne prutter, men man må kunne få lavet en samlet plan, som både tilgodeser kreaturer og natur – ikke mindst engene.

Engene var fyldt med fuglevildt
Da jeg var lille, skød ”Posten”, der også havde en lille ejendom i Mesballe – en grågås i min fars eng. ”Posten” bragte posten ud uanset vejrliget – helt sjældne gange med kane.

Grågåsen var den første grågås jeg så, indtil jeg flyttede til Sønderjylland i 1977. I dag er der tusindvis af grågæs (også canadagæs) til efterhånden stor irritation for mange beboere – f.eks. for besøgende i Damparken i Haderslev.

Hver eneste aften ”spillede” bekkasinerne indtil solen gik ned – bekkasinen forsvandt, da kreaturerne forsvandt, og er også helt væk i dag. Om efteråret har jeg set kæmpeflokke af ryler – op til ca. 100 stk. Der ynglede enkelte ænder, svaner, blis- og rørhøns.

Der var mange rovfugle og ikke mindst ynglende ugler – endda sløruglen som boede på ”taget” af en af vores utallige stærekasse hvert efterår. Der var svaler overalt.

I nogle år kunne jeg jævnligt høre ”griselyde” et bestemt sted ved åen. Først som voksen har jeg fundet ud af, at det var vandriksen – som stadig findes i området. Den lille smukke fugl har givet mig mit livs forskrækkelse.

En pragtfuld sommermorgen kl. ca. 5 var jeg nede og røgte åleliner. Jeg havde altid anbragt linerne sådan, at den enkelte line ikke fangede drivende planter, og samtidig var placeret, så jeg på afstand kunne se, om der var noget på linen. På vej hen til en line – hvor der var bid - bukkede jeg mig med stor forventning ned for at trække linen ind. Da jeg stikker hænderne ned i vandet for at fange linen, flyver der en stor fugl op mellem hænderne på mig – uden varsel. Den fløj hen over åen på en mærkelig flaksende måde, og jeg nåede at tænke, at det da var en mærkelig måde den grønbenede rørhøne fløj på. Det har været en vandrikse.

Skarnsstreger
Jeg har aldrig begået kriminalitet, men begået en masse ballade, og er nok en af dem, der har fået klø af flest forskellige lærere. Det stoppede i 2 real, da jeg blev taget i at ryge på toilettet, og fortalte gårdvagten, da han ved at tage handskerne af, at han fik en røvfuld, hvis han slog mig. Jeg var større end lærerne og havde masser af kræfter. Jeg har dårlig samvittighed over flere ting, men ikke dette.

Engang i 1958 på vej hjem fra skole i Ebdrup, cyklede jeg på den store brede grusvej mellem Astrup og Skarresø - den er også nedlagt i dag, og er som meget andet blevet væk i skov. Pludselig befandt jeg mig midt i et voldsomt skyderi. Ca. 10 jægere skød op i flokke af agerhøns. Jeg så 3 agerhøns falde ned lige ved siden af mig på vejen, og det så det ikke ud til, at jægerne opdagede. Et par timer senere cyklede jeg ud og hentede dem – pragtfuld spise. Senere samme år så jeg jægerne skyde en stor hare i vores roer, den fandt jeg også og tog med hjem.

Naboens søn var 4 år ældre end mig, og han var ikke bange for noget – slet ikke højder – og blev ret naturligt jægersoldat, da han var 19 år. Han og jeg plyndrede alle skade- og kragereder i flere kilometers omkreds.

Jeg fik en luftbøsse, da jeg var 12 år, og blev en glimrende skytte. Kunne ramme en dåse, der blev smidt op i luften hver gang. Desværre skød jeg også sjaggere og solsorte engang i mellem – i luften – og det er nu ikke let med en luftbøsse.

Min far var sønderjyde, så hvert år fik vi sønderjysk grønlangkål nytårsaften. Det var lidt ensformigt. I 1963 gik jeg over til naboens søn og spurgte, om jeg måtte låne hans salonriffel. Der var høj sne, og jeg vidste altid, hvor der var fasaner. Jeg var rimelig til at snige mig ind på dyr, så jeg kravlede i sneen, indtil jeg var nogle få meter fra fasanflokken, og så skød jeg en fasan, som jeg fik til nytårsaften – min far sagde ikke, at han var misundelig 😊.

Lige ved siden af vores eng, blev der oprettet en skydebane til hjemmeværnet med et ret stort skydehus.

En af hjemmeværnsfolkene kom kørende på en Velo Solex fra Kolind til hver skydeaften. Vi betragtede ham som værende et sted mellem 70 og skindød – han har måske ikke engang været 60 år.  Vi snakkede altid om, at hjemmeværnet ville have en god chance mod det Russiske Postvæsen. Engang da jeg var 13-14 år var der en øvelse, hvor hjemmeværnet skulle forsvare deres skydehus mod jægersoldaterne. Jeg sagde til en kammerat, at jeg kunne liste mig ind på deres forpost og røre ved ham, før han opdagede mig. Da jeg nåede 2 til 3 meter fra forposten, så var der desværre en grøft mellem os, og nu så forposten mig og rejste sig op og skød, men heldigvis med løst krudt.

Lidt efter stødte vi på jægersoldaterne, som ville vide, hvorfor der var blevet skudt. De var bogstavelig talt ved at falde om af grin, da de fik at vide hvorfor!

Idyl
Ved søen i Skarresø holdt nattergalen til, og den sad nogle få meter fra mig, når jeg fangede ål med bundsnører – også efter at jeg var flyttet hjemmefra.

På mit værelse kunne jeg falde i søvn til nattergalens såkaldte sang – der var kun 20 meter ned til en grøft med buske - efter at jeg for længst var flyttet hjemmefra. Efter nogle år blev nattergalens sang afbrudt af en anden fugl, som jeg ikke kendte. Efterfølgende har jeg erfaret, at ”Flodsangeren” holdt til i nogle år ved bækken fra Skarresø – for enden af vores eng - så det har været den.

Der var alle slags sangfugle. Og heldigvis har jeg de samme slags fugle i Haderslev – desværre ikke gulspurve, hvis sang jeg elsker. Der var ikke dompapper og grønirisker på Djursland, som der er mange af i Haderslev.

Et par år var der sangsvaner om vinteren på oversvømmede kornmarker i engen, så mange så man kunne blive vækket om natten af deres sang.

Afslutning
Håber der er nogen, der vil kunne finde glæde af at læse min lille historie.

Jeg har trods alt klaret mig rimeligt her i livet i modsætning til en af de første beboere på ejendommen. Danmarks værste massemorder – ”Pigen med nålen” – var nemlig født og opvokset i Skarresø, og hun boede i knap et års tid på ejendommen i 1910

- Mogens Rerup
Haderslev den 3. marts 2025